”Tunø er ved at dø. Det gør ondt at se på, men sådan er det.”

Selvom de officielle befolkningstal siger status quo, føler tunboerne, at der bliver færre fastboende på øen. 

af Jonathan Sten Drivsholm

I sommerhalvåret er Tunø lig med fest og glade dage. Omkring 60.000 turister besøger øen, der ligger lige vest for Samsø. 

Men når kalenderen skifter til oktober, stilner folkemængderne af. Der bliver færre og færre turister, og selv dem, der har adresse på Tunø, flygter til fastlandet. 

”For nogle uger siden hørte jeg for første gang en af de ældre sige, at hun føler sig ensom. Det har aldrig før været et problem, men det er det nu,” fortæller Hanne Andersen, der er opvokset på øen, og som i sin tid var med til at starte Facebook-gruppen ”Bevar Tunø”, som har over 1600 medlemmer.

Den 56-årige tunbo bor på Tunø Hovedgade 12 med sin mand Hans Andersen. Huset har været Hanne Andersens bedsteforældres og rummer mange historier om glade somre, men nu er det sat til salg. 

Jeg har ikke købt en andel i et alderdomshjem

Hanne Andersen, tunbo

Hans og Hanne har ingen intentioner om at blive på den ø, de med et par afbræk har boet sammen på siden 1988. 

”Livet er hårdt på Tunø, når tingene er, som de er. Vi kan se fra uge til uge, hvordan folk glider fra hinanden, og det er faktisk ikke rart. Jeg magter ikke mere,” siger Hanne.

Færre og færre fastboende

Ifølge Danmarks Statistik har Tunø ligget stabilt på omkring 111 fastboende siden 2012, men det giver Hanne Andersen ikke meget for. 

”Når man bor på Tunø om sommeren, har man mange venner, men de er sgu væk om vinteren,” fortæller hun, inden hun pointerer, at der reelt ikke bor mere end 60-65 mennesker på øen i vinterhalvåret. 

Hanne Andersen føler generelt, at der er blevet færre tunboer de seneste år – modsat hvad statistikkerne viser. Hun forklarer det med, at de, der har arbejde på fastlandet, bliver væk fra øen, når sommeren går på hæld. 

Med til historien hører, at Hans og Hanne er nogle af øens yngre beboere. Ifølge en rapport fra KL, der blev udgivet i august 2016, er over halvdelen af Tunøs indbyggere over 65 år gamle. 

”Jeg har ikke købt en andel i et alderdomshjem. Det er også hårdt at bo på en ø. Det er ikke kun sommer, sol og masser af mennesker. Det er også at tænde op i brændeovnen og hente varer langvejs fra. Det er ikke kun idyl,” fastslår Hanne Andersen. 

Går ’dyster’ fremtid i møde

Den høje andel af ældre på Tunø betyder, at øen stirrer ind i en fremtid med affolkning. I hvert fald hvis man ikke formår at vende den nuværende udvikling.

Billedet harmonerer dårligt med den målsætning, der i november sidste år blev sendt ud af Odder Kommune. I rapporten ”Tunø i fremtiden” lyder det, at øen skal gå fra 111 til 150 fastboende, hvoraf 10-15 skal være børnefamilier.

Adspurgt om Tunøs fremtid er Hans Andersen ikke videre optimistisk.

”Umiddelbart ser den dyster ud. Der skal gerne nogle yngre mennesker herover, hvis man vil have det til at fungere fremadrettet, siger han, inden hans kone tager over:

”Hvis man skal have et bæredygtigt samfund, skal der være en god blanding af alle aldre. Der må vi nok erkende, at vi mangler de unge mennesker.”

Det er ikke en opgave, man kan sætte 10 pensionister til at løse

Maiken Rosenquist, tunbo

Vemodigt og trist

Tydeligste eksempel på fraværet af unge mennesker er Tunø Skole, der i øjeblikket kun har tre elever. En af dem tilhører købmandsparret Claus Døssing og Maiken Rosenquist. 

”Jeg tvivler på, om der er en fremtid for øen. Det er der mange, der gør. I de år, hvor vi har været her, er der ikke noget, der peger på, at udviklingen vender. Tværtimod. Folk er bare blevet ældre,” siger Maiken Rosenquist, der ikke mener tunboerne kan klare sig uden hjælp.

”Jeg tænker, vi har brug for en håndsrækning udefra. Det er ikke en opgave, man kan sætte 10 pensionister til at løse.”

Formand for beboerforeningen på Tunø, Jørgen Hastrup, er af samme opfattelse.

“Hvis man ikke gør noget og prøver at vende udviklingen, så går det galt. Den måde færgerne sejler på nu, kan vi ikke bruge til noget,” siger han.

Tilbage på Tunø Hovedgade 12 er der heller ikke megen optimisme at spore. Hanne Andersen erkender i hvert fald, at håbet svinder for den ø, der har dannet ramme om det meste af hendes liv.

”Tunø er ved at dø. Jeg har gjort op med mig selv, at det ikke er her, jeg skal blive gammel. Det er vemodigt, trist, og det gør ondt at se på, men sådan er det. Vi bliver nødt til at få dem, der bestemmer til at hjælpe os med at trække det sidste stykke ind over målstregen,” afslutter hun.