Fra ældremiljø til tilflyttersamfund: Tunø kan ikke bestå uden unge

“Jeg vil kigge de fleste af mine borgmesterkollegaer i øjnene og sige, at det kan vi godt være bekendt,” siger Uffe Jensen. FOTO: Jonathan Sten Drivsholm

Halvdelen af Tunøs indbyggere er over 65 år, og det ligner ikke, at tallet falder i fremtiden. Det kan vise sig ødelæggende for det lille lokalsamfund, og det vil de gerne gøre noget ved.

af Thomas Kjær Pedersen

På Tunø Skole går der tre børn. To andre børn får hjemmeundervisning. Ud af en befolkning på 111 borgere.

Men hvorfor er det så vigtigt, at der er en skole og et ungdomsliv på øen? Den kunne velsagtens være et paradis for ældre mennesker og en masse turister om sommeren.
Men sådan ser nogle af beboerne og folk, der har Tunø kært, det ikke.

”Hvis øen kun er befolket af ældre mennesker, bliver det mere end svært at holde liv i øen. Hvem skal servicere og holde hjulene i gang, hvis alle er ældre og færdige med arbejdsmarkedet? Et levende samfund er med folk i alle aldre,” skriver Michala Theilgaard Olesen i en kommentar på Facebook-gruppen ”Bevar Tunø.”

Og den kommentar er ægteparret, der bor på Tunø, Hans og Hanne Andersen enig i.

”Vi har i mange år haft fællesarrangementer, men de falder fra hinanden, fordi folk ikke gider. Så mister man lige så stille fællesskabet, og jeg tror, at det fællesskab er meget stærkere på andre øer. Måske er det aldersforskellen, der gør det. Det er jo børnefamilier, der er mest aktive,” siger Hanne Andersen, inden hendes mand supplerer:

”De steder, hvor befolkningen er blandet med børn, unge og gamle, er de på en eller anden måde mere homogene. Den del mangler vi efterhånden på Tunø.”

Odder Kommune løser opgaven rigtig skidt, hvis jeg skal sige det lige ud

Jens Westerskov Andersen, sociolog

Jens Westerskov Andersen, der er en af de sociologer, der ved mest om de små ø-samfund, er også bekymret for fremtiden for Tunø.

”Hvis vi kigger på de småøer, som i forvejen har en varierende demografisk sammensætning, har man for det første nemmere ved at tiltrække børnefamilier og tilflyttere generelt. Man skaber derfor et tilflyttersamfund og altså ikke det modsatte, som er det, man kan frygte er ved at ske på Tunø”, siger Jens Westerskov Andersen.

Problemet skal løses af kommunen – men kan de?

Der skal simpelthen nogle flere penge til, hvis hjulene skal køre rundt på Tunø. Jens Westerskov er klar i mælet, når det kommer til kommunens behandling af Tunø. 

”Odder Kommune løser opgaven rigtig skidt, hvis jeg skal sige det lige ud. Hver kommune får tildelt en pose penge af staten, som skal gå til særlige velfærdsopgaver på småøer, og når de penge er brugt, så bruger Odder Kommune dybest set ikke ret meget mere.”

Odder Kommunes borgmester, Uffe Jensen, giver dog ikke meget for den udmelding.

”Så tror jeg måske lige, at han skulle sætte sig lidt bedre ind i Odder Kommunes regnskab. Jeg kan ikke præcist tallet, men alene på færgedriften betaler Odder Kommune rigtig mange penge,” fortæller borgmesteren og forklarer videre:

”Når jeg tænker på, at Odder Kommune er Danmarks 12. mindste kommune, befolkningsmæssigt, og der bor 111 på Tunø, og man så måler op efter kommunernes størrelse, så vil jeg godt kigge de fleste af mine borgmesterkollegaer i øjnene og sige, at det kan vi altså godt være bekendt.”

Bormesteren mener altså, at bidraget til øen er fornuftig i forhold til, hvor mange mennesker der bor på Tunø.

Jens Westerskov Andersen peger dog på nogle succeshistorier, hvor flere færgeoverfarter har skubbet til samfundet på nogle af de små øer ved Fyn.

”Hvis vi kigger på kommuner som Svendborg og Faaborg Midtfyn kommune sætter man alene tre-fire millioner af til færgeområdet. Resultatet af denne pose penge er, at de familier, der bor på øerne, kan passe et arbejde på fastlandet,” siger Jens Westerskov Andersen.

Vi har ikke pengene at give, og så kan jeg jo ikke gøre det. Det er bare sådan det er

Uffe Jensen, borgmester i Odder Kommune

Flere færgeoverfarter skal tiltrække børnefamilierne

Halvdelen af tunboerne er over 65 år. Selvom der netop er kommet en nyfødt til øen, så mangler der stadig noget liv, der kan sætte hjulene i gang. Unge mennesker skal have en mulighed for at kunne arbejde på fastlandet, hvis de skal se Tunø som et attraktivt samfund at flytte til.

”Det er i virkeligheden et spørgsmål om, hvad kommunerne vil. Hvis Tunø virkelig vil ind i kampen og i fortsat stigende grad ikke kun skal være et ældresamfund, så skal der et helt nyt signal til fra Odder Kommune,” siger Jens Westerskov Andersen.

Men selvom Jens Westerskov ikke har alt for mange pæne gloser at sige om Odder Kommune, så kan han godt forstå dem. Opgaven har måske været for stor for den lille kommune. Man har brug for hjælp andetsteds fra.

”Det er voldsomt dyrt at være en kommune, der er så heldig at have en mindre ø som eksempelvis Tunø eller Endelave. Hvis du spørger rundt og bredt i Odder Kommune, så kan du finde hundredevis af mennesker, flere tusindvis sikkert, som synes, at de har fået for lidt i forbindelse med den her budgetaftale. Men vi har ikke pengene at give, og så kan jeg jo ikke gøre det. Det er bare sådan det er,” siger borgmester Uffe Jensen.

Borgmesteren håber dog alligevel, at der i fremtiden kan komme en hjælpende hånd fra et andet sted end deres pressede pengekasse. 

”Det, jeg synes, er den helt store humle, er, at hvis man gerne vil have øerne til at bestå, og det synes jeg, man skal, så bliver man nødt til at hjælpe til fra centralt hold,” siger Odder Kommunes borgmester.

Den 1. november fremlægger Odder Kommune budgettet for næste år, og efter en måned med budgetforhandlinger valgte man at tildele Tunø 500.000 kroner. Øen får selv lov til at bestemme, hvordan pengene skal bruges.

Derfor er det borgmesterens håb, at tunboerne ser den nye kapital-indsprøjtning som en mulighed for at udvikle sig.              

”Jeg håber bare, at Tunø-beboerne vil tage det her positivt, for de andre år har de fået 0. Så jeg håber de konstruktivt vil gå ind og kigge på, hvad de kan få for de her 500.000 kroner og så få gang i Tunø,” siger han.

You may also like...

1 Response

  1. Edouard Rasmussen siger:

    Jeg kan kun give Jens Westerskov ret – Odder Kommune har prioriteret Tunø alt for lavt i deres turistpotentiale og det rammer dem nu – var der ikke noget med et EU tilskud til øerne som røg i den forkerte kasse ?
    Mvh E. Rasmussen.